Hedeture, træthed, irritation og hjernetåger - listen med symptomer var alenlang men nu har jeg endelig en krop og en hjerne, som faktisk kan gå i gang med at arbejde igen
Det var ikke ”bare” en problematisk overgangsalder. Pernille Søe kunne ikke længere arbejde og fik konstateret forhøjet stofskifte. Efter et år på stofskiftemedicin havde hun det stadig dårligt. NHT-vejleder Christina Chantelou hjalp hende med at trappe medicinen ned og fik skabt balance gennem kosttilskud, kostomlægning samt bioidentiske hormoner.
Jeg gik i overgangsalder, da jeg var omkring 49-50 år, og tog i årevis kunstige østrogener på lægens anbefaling. Jeg troede, at alle de symptomer, jeg havde, var på grund af overgangsalderen. Mange af de symptomer, man kan få pga. overgangsalderen og mangel på østrogener, ligner fuldstændig dem ved forhøjet stofskifte. Jeg havde blandt andet hedeture, træthed, var oppustet, irriteret, tog syv kilo på, hjernetåger, tør hud, inkontinens, søvnproblemer osv. Det var først, da mine ben begyndte at ryste helt uden kontrol, og jeg ikke kunne stå op mere, at jeg tænkte, det her kunne ikke skyldes overgangsalderen.
Jeg fik taget blodprøver og blev samme dag sendt i behandling på sygehuset. Jeg havde Graves, som er en autoimmun sygdom med forhøjet stofskifte, og fik derfor ordineret medicin til at regulere skjoldbruskkirtlens produktion af hormon. Med stofskiftemedicinen fulgte en konstant kvalme og hovedpine. Lægerne sagde, at mine tal så gode ud, så de kunne ikke gøre mere. De sagde også, giv det nu en chance, det går hurtigt over. Men jeg havde det stadigvæk ad helvede til.
Jeg havde været syg et år og var stadig på stofskiftemedicin, da jeg fik kontakt til Christina. Hun sagde, skal vi kigge på det her sammen. Jeg sagde, ja, jeg er åben. Først fik jeg hjælp til at trappe ud af de kunstige østrogener. Dernæst gennem en masse, masse kosttilskud, kostomlægning , motion, meditation osv. fik jeg også trappet min stofskiftemedicin ned. Der gik fire måneder, før jeg gik i gang med at tage progesteron. Det har taget rigtig lang tid, men det hjalp.
Da jeg slap gluten for et halvt år siden, skete der en markant forbedring. Lige nu er jeg på en ekstremt hård elimineringskur, hvor jeg hverken spiser gluten, laktose, natskyggefamilie, eller bælgfrugter - den helt store pakke. Lægerne accepterer jo ikke, at det kan gøre en forskel. Men det virker. Det er helt klart, at mange af de ting, jeg har gjort efter Christinas anbefaling, har hjulpet. Det har været med til at vende bøtten i forhold til at få energien tilbage og til at få en hjerne, som fungerer igen.
Det har været meget voldsomt for min familie. Helt konkret havde jeg sagt mit job op, da jeg ikke var i stand til at arbejde. Jeg har været i en tilstand, hvor min hjerne har været helt gakkelak. Jeg kunne ikke samle mig om noget som helst, har ikke kunnet huske eller gøre det, jeg plejede, var bare i min egen lille verden. Jeg har f.eks. været fysisk ude af stand til at gå ret langt. I starten gik jeg 100 meter, og så skulle jeg sidde ned men nu har jeg langsomt trænet mig selv op igen.
Hvis du spørger folk udefra, hvordan jeg lever, har jeg altid været meget sporty, rørt mig meget, spist meget sundt, har næsten altid holdt mig fra sukker, drikker ikke ret meget alkohol, har ikke drukket kaffe i mange år, så det handler ikke om, at det bare er, fordi jeg har levet et usundt liv. Jeg ved ikke om en tidligere stress-sygdom for omkring 15 år siden, har været med til at udløse noget.
Status er lige nu, at jeg synes, at jeg har en krop og en hjerne, som faktisk kan gå i gang med at arbejde igen. Efter to år og 3-4 måneder og i en alder af 55 år. Hjernetågerne er lige så stille forduftet, og det er noget af det, jeg har været gladest for. Det er helt klart sket i perioden med mit NHT-forløb hos Christina. En kombination af progesteronbalancen og et hav af vitaminer og mineraler.
Jeg har fået styr på mit stofskifte, selv om det stadig bliver påvirket af stress og lignende. Lige nu ser mine tal dog ikke så gode ud. To gange er de steget til lidt over normalværdien. Men jeg tilskriver det mine livsvilkår lige nu. Vi har lige solgt en gård og har haft mega travlt med det. Der har været rigtig meget at se til både fysisk og psykisk, får vi solgt den, og hvad er det så, vi skal osv. Den balance, som jeg med hårdt arbejde selv har været med til at skabe, har lige været rystet lidt. Det er også uafklaret, hvad jeg skal fremover, fordi jeg jo sagde mit drømmejob op.
Det er klart, at der indimellem sker nogle ting, som presser på. Jeg må acceptere, at min krop reagerer lynhurtigt. Heldigvis har jeg nu redskaberne til at tackle det. Mit bedste råd må være at opsøge viden selv og ikke acceptere tingenes tilstand. Jeg har jo læst og læst. Fordi jeg ikke har accepteret lægevidenskabens konklusioner. Hvad kan jeg selv gøre, hvem kan hjælpe mig, og hvad det er, jeg så skal gøre?
Det handler om ikke at give op, også selvom det går op og ned, og at det tager år. Det, jeg gør nu, skal jeg blive ved med at gøre. Jeg bliver aldrig defineret uden Graves, det skal jeg leve med resten af livet. Men jeg har fundet en måde at leve med sygdommen på.
Pernille Søe